Det er de færreste dyr i industrilandbruget, der nogensinde når at mærke solen på ryggen og græs under sig.

I stedet lever de i store haller uden vinduer, men med metalbure, låse og diverse andre indspærringssystemer. De når aldrig at få tilfredsstillet deres naturlige behov som at bygge rede og rode i jorden. De står hele deres liv mast sammen med andre artsfæller til den dag de for første gang indånder den friske luft: når de lastes på lastvognen til slagteriet.

De lever et liv i smerte pga. for lidt plads, medicin og skader, der aldrig bliver behandlet. Herefter fragtes de al slags vejr, der er skyld i flere dødsfald, til slagteriet, hvor de overlevende brutalt bliver slagtet.

Det industrielle landbrug fokuserer kun på at tjene så mange penge som muligt. Derfor presses køer, grise og høns sammen i beskidte haller og små bure, så de hverken kan bevæge sig eller ligge ned. Hele deres liv og al deres energi handler om at producere mere kød, mere mælk eller flere æg. At mange dyr bliver syge eller dør inden de når slagteriet betyder ikke noget for landmændene.

Avlssøer

Nogle voksne hungrise bliver til avlssøer. Deres ’job’ er at føde grise, der skal slagtes. De tilbringer størstedelen af deres liv spændt fast, så de hverken kan rejse sig, bevæge sig eller ligge blødt og rart. Så snart de er gamle nok til at blive ’gravide’ bliver de kunstigt befrugtet og anbragt i en bås. Når grisene er født bliver moren anbragt i en anden, minde bås, hvor hun ligger spændt fast med den begrundelse, at ”der er risiko for at hun lægger sig på sine unger”. Dette sker dog ekstremt sjældent, så båsen og fastspændelsen er fuldstændig ubegrundet. Hvis det dog skulle ske, at en gris lægger sig på sine unger er det kun på grund af det hårde betongulv og den trange plads, der gør det umuligt for ungerne at løbe væk.

Da grisene er fastspændt udvikler mange af dem skuldersår – liggesår, der kommer på skulder og hofte, pga. det hårde gulv uden halm. Sårene bliver ikke behandlet og kan udvikle sig til dybe kratere, der blotlægger knoglen.

Da det i Danmark er ulovligt at sende grise med skuldersår til slagtning, bliver grisene i stedet sendt til Tyskland for at blive slagtet. Dermed ender de i lange, ulidelige dyretransporter.

Grisene har intet at beskæftige sig med og bliver sindssyge. De bliver kun 3-4 år og sendes herefter til slagtning. Mange bliver dog aflivet eller dør i stalden pga. skader og sindssyge.

Smågrise og slagtegrise

Smågrise oplever ulidelige smerter kun få dage efter deres fødsel. Hale og ører bliver klippet af, tænderne halveres og hangrisene bliver kastreret. Alt sammen uden bedøvelse eller smertestillende. Kastreringen sker ved at pungen skæres op, testiklerne smuttes ud og sædstrengen hives ud. Imens skriger de små grise af smerte. Grisene tages fra deres mor efter 3-4 uger og bliver sat sammen med de andre smågrise. Når de er for store til at være her, flyttes de over i de bokse, der er deres hjem. I boksene står så mange grise, at de dårligt kan bevæge sig og muligheden for fred og ro eksisterer ikke. Af kedsomhed begynder grisene at bide i hinandens rester af hale og ører eller bider i tremmerne om buret.

De trange bokse gør grisene syge. Tis og afføring giver dem hudproblemer, ammoniakken i luften giver dem vejrtrækningsproblemer og lungebetændelse, det hårde betongulv giver ømme tæer og stive led. De opdrættes således at de vokser unaturligt hurtigt, hvilket giver mange grise gigt.

Slagtekøer

Slagtekøer er de eneste udover får, der når at indånde frisk luft og mærke solen.

Men deres liv er ikke godt. Ungtyre får revet deres testikler ud af pungen og køerne horn klippes eller brændes af. De kommer på en unaturlig diæt for at blive fedet op, men foderet giver køerne mavesmerter og mange får leverskader. Da deres levested er fyldt med ammoniak, metan og andre giftstoffer får de vejrtrækningsproblemer, men alt dette ordnes med antibiotika, der i forvejen skal holde dem i live.

Malkekøer

Malkekøer bliver konstant gjort gravide, så de kan producere mælk. Når deres kroppe ikke længere kan producere mælk bliver de sendt til slagtning.

Da køer producerer mælk for at kunne give deres kalve mad gøres de gravide ved kunstig befrugtning hvert år. Kalven bliver taget fra sin mor blot en dag efter fødslen og begge lider et kæmpe afsavn. Tyrekalve sendes til opfedning, mens kviekalvene lider samme skæbne som deres mor. Når kalven er fjernet bliver moren koblet til en malkemaskine flere gange om dagen. Genmanipulation og hormoner tvinger køerne til at producere 10 gange så meget mælk, som de normalt ville.

En ko kan blive op til 25 år, men malkekøer dræbes efter 4-5 år. De bliver sendt til slagtning og bliver brugt i suppe, dyrefoder og burgere, da deres kroppe ikke kan bruges til andet.

De køer, der overlever bliver herefter skubbet ind i vogne . Turen til slagteriet er ofte lang og der er hverken mad eller vand. Nogle dør i varmen, mens de om vinteren fryser fast til siderne eller vælter og fryser fast til deres egen og andres urin. De skræmte dyr vil ikke forlade vognen og må bliver med vold hevet ud. Kæder, elektriske stave og gaffeltrucks er normale redskaber. ” Arbejderne trækker i dem indtil deres hud flås af, indtil blodet bare drypper på stålet og betonen… Koen skriger med tungen hængende ud af munden,” har en slagteriarbejder fortalt.

Når de er ude af vognen skal de aflives med en boltpistol, der skyder en metalpæl ind i hjernen. Da køerne kæmper imod fejler denne teknik ofte og dyrene får halsen skåret over og deres lemmer savet af, mens de stadig er ved bevidsthed.

Slagtekyllinger

Stort set alt fjerkræ opdrættes i tætpakkede haller. De trange forhold og manglen på stimulation får hønsene til at hakke på hinanden. Derfor skæres 2/3 af deres næb af med en rødglødende kniv, hvilket medfører stærke smerter i ugevis. Nogle høns sulter pga. afnæbningen. Hønsene står i deres egen afføring, hvilket påvirker deres åndedræt, giver øjeninfektioner og åbne sår.

Intensiv avl har fået slagtehøns til at vokse 250% end for blot 40 år siden. Deres skelet kan ikke følge med og nogle kollapser pga. kroppens vægt og dør af sult. Andre lider af deforme knogler og smerter.

Også æglæggende høns lever et miserabelt liv. De bor i bure, der svarer til ét A4-ark pr. høne, hvilket fører til halten, knogleskørhed og muskelsvaghed. Deres kroppe presses til konstant at lægge æg.

På slagterierne bedøves de med elektrisk stød, men det er ikke sikkert, fuglene bliver bevidstløse. Stødet er muligvis blot en smertefuld oplevelse. Dette betyder at mange høns vågner inden de bliver skoldet og derfor bliver kogt levende.