Få et frivilligjob

Arbejd frivilligt for dyrene med det du er god til

Frivilligt arbejde for dyrene

Hvis du er interesseret i at spille en stor rolle i vores kamp for dyrenes rettigheder, kan du søge om et frivilligjob! Herunder kan du se hvilke frivilligstillinger vi søger lige nu. Under det, kan du se ansøgningsformularen du skal bruge for at søge et frivilligjob.

Hvis du har andre idéer til et frivilligjob, som du godt kunne tænke dig, er du velkommen til at skrive en uopfordret ansøgning via samme formular!

Frivillig video editor

HVOR: Nationalt

Vil du gerne gøre en forskel for en hel masse dyr? Er du interesseret i videoredigering, og har du måske endda erfaring med det?

Så er det dig, som vi (og dyrene) har brug for! Dyrenes Alliance søger nemlig en person, der har lyst til at hjælpe os med at redigere videomateriale til vores sociale medier og til vores hjemmeside.

Stillingen er frivillig (ulønnet), så hvordan rammerne kommer til at være, er noget vi vil finde ud af i fællesskab. Det eneste vi forventer af dig er, at du er passioneret omkring at hjælpe dyrene, og at du har en interesse i videoredigering. Hvis du har erfaring med videoredigering, er det selvfølgelig en fordel, men det er absolut ikke noget vi forventer. Det vigtigste er, at du er motiveret og, at du har viljen til at lære og til at blive bedre.

Dyrenes Alliance er en forening for og af unge dyrevenner, der gerne vil gøre en aktiv forskel for dyrene særligt i landbruget. Vores ultimative mål er komplet dyrefrigørelse, men vi kæmper for al fremgang og glæder os over de små sejre, på vejen til målet. 

Hvis det lyder som noget for dig, så kan du ansøge i formularen herunder!

Hvis du har nogle spørgsmål så kontakt info@dyrenesalliance.dk

Frivillig promoter

HVOR: Alle lokalforeninger

Vil du gerne gøre en forskel for en masse dyr i landbruget? Vil du styrke dit CV og få muligheden for at arbejde i en organisation med andre unge frivillige, som er passioneret for det samme som dig?

Måske er du vores kommende promoter!

Dyrenes Alliance er en forening for og af unge dyrevenner, der gerne vil gøre en aktiv forskel for dyrene, særligt i landbruget. Vi har lokalforeninger over hele landet og over 2000 medlemmer. Hver lokalforening har en eller flere lokalkoordinatorer, som står for at arrangere aktivismebegivenheder i deres lokalområde. Dit job bliver at deltage i så mange af dem som muligt og tiltrække andre frivillige til også at deltage gennem innovative tiltag. Din rolle som promotor bliver altså at tiltrække flere til at deltage i vores begivenheder.

Denne frivilligstilling er ny og du bliver den første promotor som DA har haft. Derfor bliver din frivillige stilling eksperimenterende og undersøgende, hvilket kræver tålmodighed, gåpåmod, kreativitet og med stor passion for frivillighed og for at hjælpe dyrene.

Derudover forventer vi af dig:

  • at du er meget udadvendt, god til at skabe relationer og til at motivere andre

  • at du er god til at samarbejde med frivillige og koordinatorer

  • at du er ansvarsfuld, motiveret og nytænkende

  • at du er god til at promovere begivenheder og er i stand til at tiltrække frivillige til dem

  • at du har kendskab til dyrerettigheder og veganisme

  • at du støtter op om Dyrenes Alliances formål og metoder

  • at du har en professionel fremtoning, når du laver aktivisme med os

  • at du deltager i månedlige møder med de koordinatorer du er tilknyttet

Dine arbejdsopgaver bliver:

  • at tiltrække frivillige og aktive til at deltage i DA’s begivenheder

  • at deltage i mindst én begivenhed om ugen - du bestemmer selv hvilke lokalforeninger, men det skal helst være jævn fordelt mellem nogle udvalgte (du kan fx tage alle i Midtjylland, og fordele din aktivitet jævnligt imellem dem)

  • at deltage aktivt, professionelt og med en positiv og løsningsorienteret attitude

  • at støtte og samarbejde med koordinatoren til begivenhederne

Dine konkrete opgaver er frie og op til dig, så længe de stemmer overens med DA’s værdier.

Hvis det lyder som noget for dig, så kan du ansøge i formularen herunder!

Hvis du har nogle spørgsmål så kontakt info@dyrenesalliance.dk

Ansøg om et frivilligjob i formularen herunder.

Hvis du foretrækker at ansøge på engelsk, kan du gøre det via denne formular.