Bag vore vaner med at spise dyr, bruge dem til beklædning, jage dem for vor fornøjelses skyld, og anvende dem som redskaber i forskning, ligger antagelsen at dyrs interesser enten overhoved ikke tæller, eller blot tæller meget lidt, når disse kommer i konflikt med menneskelige interesser.

Der er intet holdbart argument, der forhindrer almindelige menneskerettigheder til også at omfatte dyr. Dog skal man ikke gå for langt, som at kræve stemmeret til dyr. Den rettighed, dyr bør have er retten til ’lige hensyn til lige interesser’. Det handler om, at hvis et dyr kan føle smerte, så er den smerte lige så vigtig for dyret, som hvis et menneske føler samme smerte. Smerte er smerte ligegyldigt køn, hudfarve, religion og art.

Hvis man slår et spædbarn, føler det smerte. Hvis man slår en hest, så den føler samme smerte som spædbarnet, kan man ikke sige, det er mindre forkert at slå hesten alene fordi, den er en hest og spædbarnet et menneske.

Mange mennesker mener, at mennesker er meget mere værd end dyr. Men hvorfor? Det er ikke kun mennesker, der kan nyde livet og føle smerte – det kan mange dyr også. Hvis man mener, mennesket er mere værd end dyret pga. menneskets selvbevidsthed og sprog, så følger logisk at man også kan sige, at spædbørn og svært mentalhandikappede er mindre værd end mennesker, da de ikke har sprog. Det er der heldigvis ingen der mener og pointen er at det afgørende for om man skal have rettigheder er om man kan føle glæde og smerte – det er også derfor at planter ikke kan have rettigheder.

Vi vil have, at dyrs interesser skal tages alvorligt. Dyrs interesse i ikke at lide og i at fortsætte deres liv er langt stærkere end menneskets interesse i at spise dem og gå med deres pels. At være artschauvinist – altså at mene, ens egen art er vigtigere og mere værd end alle andre, kan stilles på lige fod med sexisme og racisme. Og hvis vi vil skille os af med racismen og sexismen, er vi også nødt til at skille os af med artschauvinismen. Og det er vi nødt til.