Vi har hele tiden kampagner i gang og det meste af arbejdet foregår på gaden i øjenhøjde med de folk vi gerne vil nå ud til med vores budskab. Vi prøver at komme i dialog med folk og derigennem fra græsrodsniveau skabe samfundsdebat. Vi prioriterer at være så synlige i gadebilledet som muligt, da det giver mulighed for at fortælle om vores forening og engagere endnu flere unge dyrevenner og udbrede kendskabet til vores arbejde.

På gaden informerer vi bl.a. om landbrugsdyrenes forhold, og hvad man helt konkret kan gøre i sit eget liv for at hjælpe dyr. Vi er på gaden for at give vores holdninger til kende og skabe samfundsdebat om dyrs rettigheder. Vi medbringer ofte en lille infostand hvor folk kan lære om vores forening. Vi viser film om landbrugsdyrs forhold i kødindustrien, hvilket er et godt udgangspunkt til en samtale om dyrs rettigheder og hvordan vi alle kan gøre dyrenes situation bedre.

En anden platform for gode samtaler er når vi uddeler smagsprøver på vegansk mad. Det er et kreativt event som vækker opmærksomhed og altid trækker folk til i store antal. Sammen med filmvisning og uddeling af smagsprøver eller som enkeltstående event, deler vi også brochurer ud med information om hvorfor og hvordan man nemt kan spise mere vegetarisk. Det er ligeledes et godt udgangspunkt til at komme i dialog med folk og sprede vores budskab samt fortælle om vores foreningsarbejde. Det er en fantastisk mulighed for at nå folk som nok ellers ikke ville have tænkt over dyrs rettigheder den dag. Når vi uddeler brochurer er det især på gymnasier, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner hvor vi kan nå ud til andre unge, hvilket vi som ungdomsorganisation prioriterer højt. Hen mod jul deler vi også gerne opskrifter ud med inspiration til en vegetarisk julemiddag.

Udover at lave events og kampagner på gaden og uddannelsessteder er vi også at finde på bl.a. uddannelsesmesser, helsemesser og andre passende arrangementer. Vi er med på gaden til de internationale vegetar- og veganerdage for at dele smagsprøver ud og snakke med de mange interesserede forbipasserende og i sommerhalvåret har vi stande og aktiviteter på landets festivaler.