Hvad skal der til for at være frivillig i DA?

Alle kan være frivillig i Dyrenes Alliance!

Du kan altid komme forbi og være med til en af vores aktiviteter og se, om det er noget for dig at være med til. Vi går meget op i, at det skal være hyggeligt og sjovt – samtidig med, at der er stort fokus på at gøre en effektiv forskel for dyr. Når vi er ude på gaden, fokuserer vi derfor på at have en meget åben, positiv og anerkendende tilgang til de folk, vi møder, og til de spørgsmål og holdninger, som de udtrykker. Eksempelvis bliver vi altid glade, hvis nogen fortæller os, at de faktisk går meget op i dyrevelfærd og har flere kødfri dage ugentligt. Vi opmuntrer og motiverer dem til at vælge endnu flere kødfri dage – i stedet for at være negativ over for dem over, at de ikke allerede har flere kødfri dage, end de har.

Har I en aldersgrænse for frivillige?

Vi er en ungdomsforening, og det betyder, at vi har fokus på unge, dvs. aldersgruppen der er fra ca. 13-30 år. Dette gælder både internt i foreningen men også ift. hvem vi fokuserer på at tale med, når vi er på gaden. Det er vigtigt for os, at flertallet i vores forening er i denne aldersgruppe, idet vi tror på, at vi bedst kommer igennem til vores målgruppe ved at være nogle, som de kan spejle sig i og relatere til. Men er du over 30 år, kan du sagtens være med alligevel, og vi er mere end glade for din hjælp! 🙂


Hvad skal man som frivillig være opmærksom på ift de forskellige aktivisme-typer?

  • iAnimal i Virtual Reality

Vi har en gadekampagne, hvor vi inviterer folk til at prøve Virtual Reality. Vi giver dem briller og hovedtelefoner på, og så oplever de at være et dyr i landbruget – fx en slagtekylling. De ser en 4-5 minutters video, og det er meget vigtigt, at vi er klar til at tale med dem, så snart de har set videoen. Hvis ikke vi får talt med folk kort efter de har set videoen, kan der ske det, at de når at gemme videoen væk i baghovedet og at vi ikke kan indgå i en dialog med dem om det, de har set og oplevet. Vi risikerer, at de måske misforstår budskabet i videoen, og at de derfor måske ikke ændrer adfærd ift. hvad de indkøber fremover – og vi vil jo gerne inspirere dem til, at de køber mere dyrevenligt. Måden vi sørger for at være klar til at snakke med folk er, at man ofte kan se, at de begynder at pille ved hovedtelefonerne, når videoen er slut, og så går vi hen og hjælper dem med at få udstyret af. I samtalen med dem stiller vi åbne spørgsmål til, hvad de tænker om det, de så i videoen, og hvad de tænker man kan gøre ved det. Inden de går, får de en folder eller et blad med, der indeholder mere information og hjælp til at spise mindre animalsk.
Det er til denne aktivitetstype vigtigt, at man som frivillig har fokus på at være imødekommende og anerkendende, og at man har i tankerne, at folk reagerer forskelligt og har forskellige forsvarsmekanismer, når de ser noget, der er ubehageligt. Nogle græder, andre bliver helt stille, nogle griner og laver jokes, og andre udtrykker skepsis. Det er vigtigt, at vi er der til at møde dem med et kram, med konstruktive spørgsmål eller gode tips, alt efter hvad de har brug for.
Mange er meget fascinerede af selve teknikken og finder budskabet rigtig meningsfuldt. Det er en sjov og fed aktivitet at være med til som frivillig.

festival VR

img_3731

  • MødDitKød på iPads

I denne gadekampagne viser vi filmen MødDitKød, som varer 5 minutter og består af optagelser fra landbruget omkring forskellige dyr. Videoen vises på iPads og der kan være op til 5-6 personer pr. iPad, da der kan kobles 5-6 sæt hovedtelefoner til hver iPad. Det er således muligt for en vennegruppe at se filmen samtidig. Som belønning for, at folk ser videoen, giver vi dem en gratis lakridsstang.
Til denne aktivitetstype er det ligesom med iAnimal vigtigt, at vi er klar til at tale med folk, så snart de har set videoen. Også her er det rigtig vigtigt, at vi er anerkendende og positive, når vi taler med dem om videoen og hvad de selv kan gøre (leve mere vegansk), og at de får en folder eller et blad med, som de kan kigge i senere, der motiverer dem yderligere til at foretage en adfærdsændring.
Dette er en spændende og meningsfuld aktivitet at være med til som frivillig.

  • Smagsprøver

Vi tager også ud og uddeler veganske smagsprøver. Det kan være på varm kakao, hjemmelavet kage, hotdogs, eller hvad man ellers kan finde på. Her er det rigtig vigtigt, at man som frivillig især fokuserer på at fortælle folk, hvor let og lækkert det er at leve vegansk – at man kan finde eller lave næsten alt det, man kender, i en vegansk version. Det er en god idé også her at uddele en folder, en flyer eller et blad, når folk har fået en smagsprøve, så de kan læse mere og blive motiveret yderligere til at leve mere vegansk. Hvis der er mulighed for det, kan man printe opskriften på den kage/hotdog/hvad-det-nu-end-er, man uddeler, så folk får opskriften med med det samme.
Det er rigtig hyggeligt at være med til denne aktivitet som frivillig.

img_5161 dsc_0648

 

  • Demonstrationer

Vi arrangerer især om vinteren demonstrationer foran forskellige pelsbutikker eller i forbindelse med events, der promoverer pels. Derudover arrangerer vi også demonstrationer i forbindelse med butikker, fx mod salg af foie gras eller buræg. Som deltager skal man typisk bare stå og holde et skilt eller et banner – man skal ikke tale med nogen eller gøre noget aktivt. Sommetider har vi noget udklædning, dragter eller andet kreativt med, og det kan man som frivillig også få tilbud om at tage på, eller der kan være mulighed for at være med til noget aktivt i mindre omfang i forbindelse med demonstrationen. Vi afholder kun lovlige demonstrationer, dvs. som er godkendt af kommunen/politiet, og som overholder de retningslinjer, der er. Det er vigtigt, at man ikke råber af folk eller generer folk – hverken butiksindehavere, politiet, eller forbipasserende.
Det er rigtig let og ligetil at være med til denne aktivitet som frivillig. Det er en god idé forinden at have tænkt over, om man har det fint med at være med på billeder i forbindelse med demonstrationen, da der ofte tages mange billeder, når der er demonstrationer.

  • Folder- og flyeruddeling

Vi arrangerer ofte folder- og flyeruddelinger, hvor vi uddeler en masse information og inspiration til folk. Det kan være information om forholdene i landbruget eller hos pelsdyr, invitationer til at tage VeganerUdfordringen, eller fx postkort i forbindelse med særlige events eller initiativer. Det er ekstremt let og ligetil at være frivillig i forbindelse med folder- og flyeruddelinger, for det handler bare om at uddele så mange som overhovedet muligt.

 

 


Vi er også et socialt fællesskab!

Ud over at fokusere på effektiv aktivisme, der gør en forskel for dyr, så værdsætter vi meget at have et godt fællesskab for alle i foreningen. Vi laver ting sammen som fx at tage ud og få en kop varm kakao eller et stykke kage, når vi har lavet en aktivitet sammen, og vi arrangerer også sociale lokale events som brætspilsaftener, fællesspisninger, videoaftener, julefrokoster osv.
Alt, vi indkøber og tilbyder i forbindelse med vores aktiviteter og arrangementer, er vegansk.

Vil du være frivillig i Dyrenes Alliance?

Du kan skrive direkte til vores lokalforeninger via de forskellige lokale Facebooksider – se her  – eller find lokalkoordinatorernes kontaktoplysninger her og send dem en mail.
Derudover kan du også sende en besked til os om at blive frivillig via vores annonce på Frivilligjob – find den her.

Vi har altid lyst og plads til flere i vores fællesskab, så vi håber, at du vil være med! 🙂